Billig opskrift:
Wienerdej: Fastelavnsboller med hindbærskum

Tid i alt: 210 min.
Antal: 2 voksne og 2 børn
Beskrivelse
Nu må du ikke løbe skrigende bort, når du hører ordet wienerdej. Det er faktisk ikke så besværligt, som man først antager. Det eneste der kræver med den her opskrift er tålmodighed og god tid, da den skal hæve over en del gange. Jeg skulle lave dem til et klasse-arrangement i Liams klasse. Jeg kan godt lide gammeldags fastelavnsboller, men der er bare noget smukt over wienerdejs fastelavnsboller, som dem man køber ved bageren. Liam skal ikke snydes for lækre luksus fastelavnsboller, så jeg måtte i køkkenet! Opskriften giver ca. 10 fyldte fastelavnsboller som bageren laver dem. Den her opskrift er lavet med hindbærskum, men den kan laves med alle de bær, som du ønsker - og også chokoladeskum. Du kan sagtens bruge piskefløde, men du kan faktisk også bruge cremefines piskefløde - bare vær' obs på at det tager noget længere tid at piske, men det er lækker cremet! Rigtig god fastelavn i weekenden og god weekend.
Ingredienser
Bærskum
250 ml piskefløde
3 tsk vaniljesukker
6 tsk hindbærmarmelade
Topping
flormelis
Wienerdej
225 ml sødmælk
350 g mel
45 g sukker
0.3 tsk salt
25 g gær
150 g margarine
Fremgangsmåde
Tag din margarine ud 15 min før du skal bruge det, så det kan nå at blive lidt blødt. Man kan også bruge smør, men jeg synes faktisk det blev super lækkert med margarine.
Start med at lune mælken - bland den herefter sammen med gæren. Gæren skal være opløst.
Herefter vendes 1/3 af melet i sammen med sukker og salt.
Vend det resterende mel i.
Drys mel på bordpladen og ælt nu dejen varm/lun på bordet. Det skal være helt elastisk.
Nu skal det hvile 1. gang i køleskabet i 30 minutter.
Skær nu 2 stykker bagepapir ud i 25 x 25 cm.
Skær margarine i mindre stykker og læg det på det ene stykke bagepapir. Læg det andet bagepapir ovenpå og rul med en kagerulle. Det skal dække bagepapiret med margarine.
Smid lidt mel på bordet. Tag nu dejen ud af køleskabet og læg dejen ovenpå melet. Rul til samme størrelse som margarinen mellem bagepapiret.
Tag bagepapiret af den ene side af margarinen og læg det ovenpå dejen.
Fold nu dejen indover sig selv. Pak dejen ind i bagepapiret igen og læg det nu i køleskabet igen.
Lad den hvile på køl i 20 min nu.
Tag nu dejen ud af køleskabet igen, når den føles kold igen.
Smid mel på bordet igen. Rul den ud til samme størrelse som før (ca. 1 cm).
Nu skal dejen foldes over sig 2 gange, så den 3 lag. Altså den foldes 1/3 over sig selv på den ene og den anden side.
Den skal nu pakkes ind i samme bagepapir igen og lægges på køl igen. Lad den hvile 20 min. på køl.
Nu skal du gøre det samme igen af 2 omgange. Rul den ud, fold 1/3 over sig selv til midtpå og så over den dej igen. Den skal ikke hæve imellem de 2 omgange.
Den skal nu på køl en sidste gang - 30 min i køleskabet og så er den klar til at blive formet efter dette.
Tag dem ud af køleskabet. Rul dem ud på meldækket bord. Ca. 1 cm tyk dej i en størrelse af 25 x 25 cm igen.
Skær 10 firkanter. Fold hjørnerne på firkanterne ind mod midten og rul dem let til en bolle (tryk ikke for hårdt).
Find bageplade frem med bagepapir på. Vend bollerne med foldningen nedad og lad dem hæve på bagepladen i 75 minutter - gerne til de er dobbelt størrelse.
Pensl med mælk eller kold kaffe (begge dele fungerer lige godt).
Giv dem 15 minutter i ovnen ved 180 grader varmluft.
Mens de køler af laves fyldet. Fløden piskes op til flødeskum og vendes med hindbærmarmelade og vanijesukker. Du kan bruge enhver marmelade, og du kan også bruge friske, så skal de blot gives et opkog og køles af inden.
Skær de nedkølede boller over og fyld den med bærskummet. Brug gerne en strøjepose med en flot tyl.
Drys lidt flormelis på toppen - gerne gennem en si, det er nemmere at styre.
Server og velbekomme - øj de er blevet flotte er jeg sikker på!