Billig opskrift:
One pot pasta med kylling i tomatflødesauce

Tid i alt: 30 min.
Antal: 2 voksne og 2 børn
Beskrivelse
One pot pasta med kylling i tomatflødesauce. Wauw det var lækkert! Med mindre end 2 hænder frie til at lave aftensmad pga. en skøn lille baby, så skal der gerne opfindes nogle ultra nemme opskrifter, og dette blev da så virkelig en af dem! Jeg er helt vild med retter, som kan laves i én gryde - det er nemt når man har travlt og især som børnefamilie. Vi har ikke oceaner af tid til at stå i køkkenet og arme har vi heller ikke mange af - så denne version er skøn til vores familie. Minimal opvask og tid brugt på dén ret i én gryde - det er fuldstændig genialt og smager bare hammer lækkert. Billedet er ikke det absolut bedste, men jeg havde som sagt ikke rigtig hænder fri - det kommer nok på et bedre tidspunkt, men det her er også virkelighedsbilledet - det er sådan retten ser ud.
Ingredienser
4 tsk tomatpuré
1 stk rødløg
400 g pasta penne
1 stk hønsebouillon
800 ml vand
3 tsk frossen persille
250 ml fløde
450 g kyllingebrystfilet
1 stk squash
300 g gulerod
1 stk porre
0.5 stk lime
1 tsk tørret oregano
2 tsk paprika
salt
peber
fedtstof
Fremgangsmåde
Skær kyllingen i mindre tern og rødløg i halve ringe. Krydr med salt og peber.
Lynsteg kylling i fedtstof sammen med rødløget.
Porre skæres i ringe. Gulerødder og squash i tynde strimler.
Tilsæt alle grøntsagerne (plus persille) til samme lynsvitsning.
Opløs bouillonterningen i kogende vand til en fond.
Tilsæt fond, pasta, limesaft, krydderi, tomatpuré og fløde til grøntsagerne og kyllingen. Lad simre til pasta er done.
Smag til med salt og peber.