Billig opskrift:

15. december: Ris a la' mande cheesecake - god til julefrokosten

15. december: Ris a la' mande cheesecake - god til julefrokosten

Tid i alt: 300 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn


Beskrivelse

Glædelig 15. december og velkommen til endnu en ny låge! Nu er det tid til en af mine opskrifter, som jeg har glædet mig til at dele med jer! Ris a la' mande cheesecake er en fantastisk juledessert, som kan bruges hvis man har rester tilbage af ris a la mande, eller bare synes der skal ske noget andet end den traditionelle ris a la mande. Man skal have lidt tålmodighed med kagen ift. at samle den, men den er så lækker og alle jeg har serveret den for har været så glade. Vi havde ikke noget kageplast, som man oprindeligt bruger til at lave formen med i springformen (så det bliver helt lige), men bagepapir virkede faktisk ganske udemærket også. Til denne kage er der til mange mennesker. 8-10 mennesker kan snildt spise den, da den ligger tungt og man ikke tager et kæmpe stykke af den grundet tungheden. Men den er bare lækker, og MÅ prøves her i julen.

Ingredienser

Kirsebærgele

300 g kirsebærsauce

6 stk husblas

Nøddebund

60 g hasselnødder

90 g mandler

200 g Digestive

150 g smør

Ris a la mande

750 ml sødmælk

115 g grødris

0.5 tsk salt

50 ml vand

200 ml piskefløde

50 g mandler

2.3 tsk vaniljesukker

200 g naturel flødeost

4 stk husblas


Fremgangsmåde

    Ris a la mande:

  1. Bring mælk og vand i kog i en tykbundet gryde – tilsæt risene

  2. Rør godt rundt i gryden til det begynder at koge

  3. Kog risengrøden ved svag varme i 45-50 minutter eller til risene er møre og kogte. (Hvis man laver mindre portioner skal det ikke koge så længe - hold gerne øje med hvornår grødrisene er bløde).

  4. Rør - af og til rundt - i grøden for at sikre, at det ikke brænder fast.

  5. Smag til med salt

  6. Mandlerne smuttes og hakkes. Når man smutter mandler kommer man mandler i en skål og hælder kogende vand over dem, og lader dem stå i et par minutter - hælder det kogende vand fra og skyller dem i koldt vand. Så gentager man det hele igen uden det kolde vand, og så skulle de gerne være lige til at smutte - altså pille skrællen af mandlerne. Det kræver lidt tålmodighed med mandler - men det er faktisk lige til.

  7. Pisk fløden til flødeskum

  8. Bland risengrød, flødeskum og hakkede mandler sammen.

  9. Smag til med vaniljesukker - evt. lidt sukker hvis man ønsker den sødere.

  10. Husblas lægges i koldt vand i 10 min. Herefter er det klar til at blive vredet fri fra vand og tilsat massen.

  11. Herefter smeltes husblas i et vandbad. Lad det køle af lidt og tilsæt det ris a la manden sammen med flødeosten. Stil det gerne på køl en times tid. Imens laves nøddebunden.

  12. Nøddebund:

  13. Beklæd bunden af din springform med bagepapir. Kageplast eller bagepapir fordelens på kanterne af springformen.

  14. Varm smør i mikroovnen.

  15. Herefter tilsatte jeg alle ingredienserne til nøddebunden i min foodprocessor, men en blender kan også bruges. Vend smørret i til sidst og fordel det i din springform.

  16. Herefter:

  17. Fordel ris a la mandecremen ovenpå din nøddebund.

  18. Husblas til kirsebærsaucen lægges i koldt vand i 10 min. Herefter er det klar til at blive vredet fri fra vand.

  19. Varm kirsebærsaucen i en gryde (gerne fri for bær) og tilsæt husblas.

  20. Lad det køle af et par minutter og fordel det i springformen. Hvis man gør det over en ske bliver det fordelt pænt ovenpå uden at lave huller i cremen.

  21. Nu er den færdig og klar til at komme på køl min. 3-4 timer.