Billig opskrift:

Fyldt kylling på spinatbund m. ovnstegte kartofler og mild karrysauce

Fyldt kylling på spinatbund m. ovnstegte kartofler og mild karrysauce

Tid i alt: 60 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn


Beskrivelse

Da vi nu skulle have en sundere livsstil, var det nok nødvendigt at skære bacon væk, da det nærmest bare er rent fedt. Og hvad gør man så lige, når man skal holde sammen på kyllingen? Man bruger noget andet! I vores tilfælde brugte vi courgette, og det var vildt lækkert! Squash er også super lækkert og med samme fremgangsmåde. Det er simpelthen bare at vikle courgettestrimler udover den fyldte kylling. For os blev det til en lækker omgang fyldt kylling med courgette og pikantost på spinatbund m. ovnstegte kartofler og mild karrysauce med citron og peber. En hel ny oplevelse med kylling, og det blev spist hele vejen omkring bordet - både store og små. Jeg havde tænkt at min mand ville være en smule skeptisk, men det faldt heldigvis i god jord, og er endda blevet lavet et par gange siden. Hele ideen med opskriften er, at den skal være nem for en travl børnefamilie! Og er der noget der er nemt og overskueligt, så er det mad der bare passer sig selv i ovnen. Jeg bryder mig i princippet ikke rigtig om at skulle stå mange timer foran komfuret, jeg prioriterer tiden med familien. Så derfor er jeg helt imponeret over, hvor skønt det er at få dejligt ny mad, som faktisk kræver mindre af mig, end normalt. Vi elsker en god omgang fyldt kylling, og normalt oser jeg af dårlig samvittighed bagefter pga. den enorme fedtmængde - men ikke denne gang. Jeg spiste med god samvittighed.

Ingredienser

Fyldt kylling

450 g kyllingebrystfilet

100 g pikantost

150 g spinat

2 stk courgette

olivenolie

citronsaft

citronpeber

Mild karrysauce

2 tsk karry

6 g sukker

2 tsk paprika

0.5 tsk citronpeber

30 g smør

16 g mel

300 ml mælk

200 ml vand

1 stk hønsebouillon

salt

peber

Ovnstegte kartofler

1000 g kartofler

olie

salt

peber

herbes de provence


Fremgangsmåde

  1. Kartoflerne skylles og skæres i både. Kartoflerne puttes i en pose og vendes i olie og salt.

  2. Tænd ovnen på 200 g. alm. over/under varme.

  3. Start med at rense kyllingen for evt. fedt, dette skæres af

  4. Kyllingebrystfileterne skæres næsten midt over - de skal stadig hænge lidt sammen.

  5. Derefter fyldes de godt med pikantost (der skal bruges halvdelen af pakken til fileterne) og spinat ind i til sidst.

  6. Skræl courgetterne og vikl dem udenom kyllingerne. Læg dem evt. i et kryds på en bageplade og put kyllingen ovenpå. Rul derefter courgette over kyllingen med bagepapiret omkring den.

  7. Put spinat i bunden af et ildfast fad. Olivenolie hældes ovenpå sammen med en smule salt og citronsaft. og tilsæt kyllingerne ovenpå.

  8. Kyllingen skal have 40 min. i ovnen.

  9. Kartoflerne puttes også i ovnen, og skal have 45 min. ved samme varme.

  10. Når der er 15 min. tilbage af kød og kartofler laves saucen.

  11. Saucen laves som en opbagt sauce. Først puttes fedtstof i gryden, derefter karry. Lad det bruse af og put derefter mel i.

  12. Pisk det sammen og tilsæt mælk og bouillonvand lidt efter lidt under omrøring, til det har den rette konsistens.

  13. Smag til med citronpeber, sukker, salt, alm. peber og en knivspids paprika.

  14. Server bådkartofler i ovn med fyldt kylling og karry sauce. Evt. med en lækker nem salat til.