Billig opskrift:
Bagt kødrand af frikadellefars med grøntsager

Tid i alt: 60 min.
Antal: 2 voksne og 2 børn
Beskrivelse
Kødrand af frikadellefars med grøntsager er en billig opskrift, som spreder glæde i hjemmet. Kødrand er nem at lave fordi det egentlig bare forberedes og fordeles i randen - og så passer det sig selv i ovnen. Lidt som en tærte. Den bages i ovnen og kan eventuelt serveres med en god løgsovs eller persillesovs. Til retten kan man også bruge en pose grøntsagsblanding i bunden i stedet for friske råvarer - dette vil også slå prisen godt ned og smager lige så skønt.
Ingredienser
500 g hakket svinekød
1 stk løg
1.5 tsk peber
1.5 tsk salt
1 stk æg
1 stk porre
200 g kartofler
1 stk broccoli
200 g rosenkål
200 g gulerod
rasp
Fremgangsmåde
Frikadellefarsen røres sammen (her svinefars, æg, fintsnittet løg, salt og peber).
Kartofler og gulerødder skrælles og skæres i grove tern
Broccolien og porren skæres i grove tern.
Rosenkål, gulerødder, kartofler, porre og broccoli koges i ca. 20 min. og vandet drænes herfra.
Find en randform eller et ovnfast fad, hvis ikke man har en randform.
De forkogte grøntsager puttes i bunden af formen og frikadellefarsen ovenpå. Slut af med at drysse rasp ovenpå.
Giv det ca. 25 min. i ovnen ved 200 g. alm. ovn.
Servér gerne med en persillesovs eller en løgsovs til. Velbekomme.