Print

Da jeg var 16 år….

Jeg tænkte, at det var på tide med et af de mere personlige indlæg. Der kan godt gå meget mad i bloggen, og det må der skam også gerne! Men hele formålet med bloggen er også at dele mine tanker, når de nu i ny og næ kommer.

Da jeg var 16 år, var det ikke mindre end et halvt år siden, at jeg var flyttet fra min plejefamilie. Jeg har ofte snakket om, at jeg som barn var socialt udsat, hvilket også er en af grundende til, at denne blogger en stor deal for mig! Jeg havde nemlig da jeg var 16 år gammel aldrig troet på, at jeg skulle blive til noget stort – at jeg skulle udrette noget.

Da jeg var 16 år, var også det år, hvor jeg mødte min mand Mikkel. Vi har været sammen lige siden, og har fået 2 fantastiske børn, og blev gift for godt snart 3 år siden. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle binde mig så tidligt. At nogen ville have sådan en pige, som havde en lettere forskruet baggrund.

Da jeg var 16 år var også året, hvor jeg vidste, at jeg ikke bare ville lade hverdagen stå til. Jeg ville bryde mønsteret. Det lå jo om ikke andet lige til mig… ikke at blive til noget. Jeg har været i plejefamilie i 10 år. Ved verdens sødeste plejefamilie. Min plejefar er desværre gået bort, og hold nu fast, hvor jeg savner ham hver dag. Men alle stod på min side. Min biologiske familie og min plejefamilie – ikke at udrette noget var ikke muligt.

Da jeg var 16 år flyttede jeg sammen med Mikkel hos ham. Okay, jeg blev 17 ret kort efter, og var også 17 år, da vi fik vores første lejlighed. Men dengang havde jeg ikke SU. Det var kun Mikkel, og så havde jeg en løn fra mit arbejde ved Fakta. Men de 8 timer om ugen, var altså ikke meget på en måned. Nu som 23 årig kan jeg godt helt undre mig over, hvordan vi overhovedet fik det til at hænge sammen. Men det gjorde vi. Vi boede i en lille 1 værelses lejlighed på kun 33 kvadatmeter. Vi havde faktisk også en lille kat, som også boede hos os. Den første måned sov vi på en madras på gulvet og jeg kan lige så tydeligt huske hvordan det eneste lys vi havde de første par dage, var et lille kalenderlys, da vi flyttede i december måned. Ej, det var tider og ikke mindst super hyggeligt. Jeg kan huske hvordan min mor altid har sagt, at havde hun troet vi kunne klare det, så havde jeg aldrig fået lov. Haha! Men vi gjorde det sgu.

I dag har vi da fået opgraderet noget! Vi bor på 100 kvadratmeter med 4 værelser i en lille lejlighed. Vi drømmer om noget større, og har også søgt en masse huse. Men de hænger ikke ligefrem på træerne, så vi venter spændt. Vi har en drøm om at købe hus, når jeg engang er færdiguddannet, men det er jo alligevel lidt længe forude. Men vi har en travl hverdag, hvor alt skal passe sammen. Jeg studerer 50 timer om ugen, har bloggen og appen, 2 børn og en familie og venner der skal plejes.

Så da jeg for 1,5 år siden oprettede bloggen, så var det af det enkelte formål, at jeg havde i sinde at udrette noget – at hjælpe andre mennesker. Jeg havde brug for at fortælle andre mennesker, at de ikke stod alene i denne verden. At der var andre, der også stod i samme båd, og at der var vej frem! Jeg er vel egentlig nok det, man kalder en mønsterbryder, og hvor er jeg glad for det! Mine forældre er de mest kærlige mennesker, men de havde brug for hjælp – og den hjælp var der heldigvis at finde! Jeg føler mig utrolig heldig og beæret over, at jeg ikke er blevet, som oddsene fortalte!

I dag vil jeg gerne sige tak til alle omkring mig. Tak til alle mine følgere. Tak til alle, der gjorde det muligt for mig, at blive til noget. Selvom jeg ikke har en fuld uddannelse, så er jeg godt på vej! I starten af året, 22 år gammel, oprettede jeg Madforfattigrøve som virksomhed, og derfra har det taget fart! Jeg er i skrivende stund også ved at lave flere udkast på min kommende bog, og det bliver så godt, det er jeg sikker på! Selvom jeg i dag har en god indtægt via appen og bloggen, så er jeg stadig en fattigrøv indeni. Jeg tager alt med mig, alle råd, mine madplaner, min gejst! For uanset hvad min status fortæller, så er jeg stadig, som jeg altid har været. En fattigrøv, der startede fra ingenting.

Måske jeg egentlig bare prøver at sige, at der er vej frem! Også selvom det hele kan se sort ud. Jeg fandt mit smuthul, og jeg er så lykkelig. Mad For Fattigrøve er kommet for at blive, og jeg kan overhovedet ikke tænke på én eneste grund der gør, at jeg skulle stoppe med at lave, dét jeg elsker.

 

Kærlige hilsner, Fie.

 

Relaterede indlæg

7 Kommentarer

  • Svar
    Diana Opperby Christensen
    6. november 2018 den 19:01

    Kære Fie.
    Sikke et dejligt indlæg. Hvor er du en modig kvinde. Jeg ønsker dig det bedste, også fremover.

  • Svar
    Karl Nielsen
    6. november 2018 den 19:14

    Flot skrevet 👍 Det er stærkt at være mønsterbryder, at turde gøre noget for at komme godt ” ud ” i livet. ” Hvor der er vilje, er der vej ” 👍😊

  • Svar
    Stine
    6. november 2018 den 19:28

    Kæmpe krammer til dig! Hvor har du gjort det godt.
    Jeg var selv udsat som barn og har ligesom dig brudt den sociale arv, og jeg ved hvor stort et arbejde der ligger bag!

  • Svar
    Natascha
    6. november 2018 den 19:53

    Hvor er det virkelig flot👍, og din app er bare en go hjælp 😊😉

  • Svar
    Anika
    6. november 2018 den 21:59

    Dejligt med sådan et indlæg. Om hvordan det er gået med dig og din familie.
    Håber det bedste for jer i fremtiden.

  • Svar
    Helle
    7. november 2018 den 20:17

    Kys på din kind – du gør det så godt. Du kan med rette være stolt af dig selv 😊

  • Svar
    Elise
    8. november 2018 den 16:38

    Du er bare nået så langt! Og du har fortjent det hele! ❤

Skriv kommentar