Print

Luksus burger m. æg, bacon og oksekød

Er der noget vi elsker, så er det virkelig burgere – i alle afstøbninger! Denne her, det er min og min mands absolutte yndlings burger. En burger jeg helst laver, når jeg rigtig skal have god aftensmad med min mand. Normalt laver vi kun retter med æg, når vi ikke er sammen med vores søn, da han er meget allergisk og ikke skal føle, at han mangler noget. Men den her, det er bare en god ret når ungerne er puttet og forældrene skal have lov til at forkæle sig selv. Kombinationen af æg, bacon, cheddar og oksekød, det gør den helt fantastisk! Måske ikke i den helt billige ende, men sat sammen med nogle billigere retter i løbet af ugen, så er der bestemt plads til den. Og det skal der også være plads til i ny og næ. Det virker af meget at lave på 30 min, men det kan absolut lade sig gøre. Jeg plejer ikke at bruge mere tid.


Luksus burger m. æg, bacon og oksekød

Tidsforbrug: 25-30 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn.

Ingredienser

  • 1 pk. burgerboller
  • 500 g. hk. oksekød
  • 1 pk. bacon
  • 4 æg
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 pk. cheddarost i skiver/revet cheddar
  • Iceberg el. lignende salat
  • Agurk
  • Evt. avocado, hvis man er til det

 

Basislager: 

  • Dressing
  • Løg
  • Fedtstof
  • Salt + peber

Fremgangsmåde

  1. Oksekøddet formes til bøffer (single 1, familie 4) og krydres med salt og peber
  2. Køddet steges på panden i fedtstof – når det er blevet vendt rundt puttes cheddar ovenpå og det står ved svag varme og passer sig selv til resten af maden er færdigt (evt. med låg over hvis man har det til panden).
  3. Rød peberfrugt skæres i ringe og ægget klækkes ud på panden i ringen af peberfrugt (på den måde ryger ægget ikke alle steder hen på panden eller bliver tør)
  4. Salat og agurk skylles og skæres som ønsket (jeg skærer iceberg i store stykker, så det er nemmere at samle i burgeren og agurkerne i skiver).
  5. Rødløg skæres i skiver.
  6. Bacon bages i ovnen ved 200 grader alm. ovn. Er færdig når det får den ønskede sprødhed og farve.
  7. Æggene vendes en gang på panden for at det øverste også bliver færdigt.
  8. Burgerbollerne varmes i ovnen efter anvisning på emballagen.
  9. Alt tages ind på bordet i fade og det serveres som byg selv burger.

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Skriv kommentar