Print

Jeg prøver ikke at beklage mig…. men.

Vil I ikke høre om mit liv bag bloggen, så blot scroll videre, for dette er et indlæg, der rammer dybt i mig. Jeg håber, at I vil tage godt imod det. Somme tider skal det bare skrives ned, for bedre at kunne forholde sig til det hele. Kender I det, når I virkelig prøver at gøre alt for at holde humøret oppe? Ikke at påvirke andre med jeres humør, men det simpelthen bare ikke virker? Når tingene ikke rigtig virker så nemme længere.

For 1,5 år siden kom vores fantastiske søn, Liam, til verden. Liam blev født som en kæmpe basse på 4000 gram og små dejlige 56 cm. Men hvad vi ikke vidste var, at det var starten på et ultra hårdt liv. I 1,5 år har Liam nemlig kæmpet med alt fra ørene (dræn), til svær astma, endnu sværere eksem .. og som tiden går en masse udvikling af allergier. 

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Men jeg prøver, det hjælper at sætte ord på det. Hele hans sygdoms-historie starter helt tilbage da Liam er 1 mdr gammel. Jeg ved ikke, hvad der er galt med ham – men noget er! Han bliver blå i hovedet, hoster som en sindssyg og kan nærmest slet ikke få luft. Vi suser ind til sygehuset og Liam kommer i isolation. De mistænkte på daværende tidspunkt kold lungebetændelse eller kighoste. Liam kommer 14 dage i behandling og det viser sig, at det IKKE var det – men derimod starten på en lang rejse med astmatisk bronkitis. En lang rejse med hvad der føles som 100 forskellige astma sprays, medicin, indlæggelser osv.

Liam er nu 2,5 mdr. gammel og de er helt overbevist om, at Liam er allergisk overfor mælk, da hans hud går helt amok, er tør, rød og flækker over det hele – dette er slet ikke tilfældet, de finder derimod ud af, at han er allergisk overfor æg og nødder. Jo, men det kan vi sagtens udelukke, tænkte jeg! Intet problem, mor går i køkkenet. Heldigvis havde jeg jo nogle måneder til at omstille mig inden han skulle have rigtig mad.

Men månederne gik og flere allergier kom til. Allergi overfor soya, sesam, hund, kat, tomat, æg, ALLE nødder.. Ja, nu er vi der, hvor det bliver indviklet. Jeg prøver ikke at beklage mig – prøver at holde hovedet oppe, men ind imellem glipper det og Liam får noget han ikke kan tåle, og så rammer vi sygehuset igen. Ofte kan antihestamin tage det herhjemme, men lige så ofte er det slet ikke n0k – og så sidder vi på sygehusenes gange igen.

Alt går i hans hud. Og især i disse varme dage – og endnu værre når det så bliver koldt igen. Temperatursvingninger er det værste for mit eksembarn. Vi har prøvet samtlige af apotektes fine cremer, været i røde bade, været på specialklinik, og jeg skal give dig. Men det virker bare aldrig til at være nok. 

Kradsede knæ, ødelagte ben – en upser i maden der forværrer hele tilstanden og vi kan endnu engang bygge op i huden igen. Det er en ond cirkel. Vores 2 små ser ikke, at mor er frusteret, men for hulan hvor er det svært. Kender I det, når det nærmest bliver en frygt at give ens barn mad? Nej. Det kender jeg. Kan han mon tåle det? Hvem tager med ham på sygehuset? Ved vi hvad der er i? Hvem er hos storesøster? Hvem kan blive hjemme fra arbejde? osv osv. Det er dagligdag… desværre. Det er også en af grundene til, at jeg studerer hjemme – jeg kan ikke få en skolegang til at hænge sammen, når vi hvert øjeblik er nødsaget til at hive dage ud af kalenderen. Så jeg studerer hjemme – og det har jeg det heldigvis okay med, så kan jeg samme tid også arbejde.

Jeg er normal en mor af fuldstændig kontrol og power. Men indimellem sætter jeg mig ned, tager en tudetur og tænker over, at vi kunne have det værre, men hvor slemt det også somme tider kan føles. Men det er hammer hårdt. Lægen overbeviser mig om at blodprøverne ser helt rigtige ud, Liam får det han skal – og er bestemt ikke underernæret. Han trives, vægten, højden, tallene er fine. Men alligevel sidder jeg og tænker, at det kan være så besværligt. Og det siger ikke så lidt når det kommer fra hende, der kan sammensætte næsten alt i en madplan. Men det ér svært. Det værste er at vi aldrig kender dagen i morgen eller reaktionen. Nogle gange rammer det kun huden, andre gange sker det, at Liam bliver ukontaktbar og næsten holder med at trække vejret.

Jeg hader eksem. Jeg hader allergier. Jeg hader astma. Og her har vi det hele – gad vide hvorfor det hele ramte min søn. Liam. Hvis I sidder derude og tænker: AHA! Mit barn (eller dig selv) kan ikke tåle det meste af det samme og sidder med fantastiske gode råd. Så hit me! Alt er velkommen. Hvad man ikke vil gøre for sine børn. Jeg beder hver dag til de højere magter om at Liam bliver helt rask – men desværre ved jeg også, at det bare ikke er tilfældet lige nu. Vi kan smertedække, kløestille og behandle, men missionen lige nu er ikke, at gøre ham rask – for det er desværre tiden, der kan det. Men vi håber.

Undskyld for mit brok – men i det mindste er mit problem nogenlunde mad-relateret. Og dette er en del af mit liv, en kæmpe del – næsten hele min hverdag, så derfor er det også vigtigt, at jeg kommer af med mine tanker. Liam er verdens gladeste lille mand, og det er ganske sjældent at han lader sig påvirke humør-mæssigt. Han er en stjerne uden lige – og uanset hvor meget han fejler, så vil han i vores hjerter altid være helt perfekt, og vi elsker ham – det må ingen være i tvivl om.

Det her, det er mit frirum. Så tak fordi I læste med og kunne holde til en gang ynk. Og tak fordi I altid er så forstående overfor, hvorfor der nogle gange går lidt længere tid imellem indlæggene – jeg knokler så godt jeg kan, og det lykkedes også det meste af tiden. <3

 

Relaterede indlæg

21 Kommentarer

  • Svar
    Ellen
    8. juni 2018 den 10:15

    Ang. Eksemen har i så prøvet alvora cremer ?
    Det havde jeg stor gavn af da mit var værst og er værst. Håber inderligt at han kan vokse sig fra det meste

  • Svar
    Karin borch
    8. juni 2018 den 10:17

    Hej er ked af i må kæmpe en kamp med liams sygdom tak fordi du deler dette jeg syntes du er fantastisk
    Det overskud du har til at lave madplan
    Det er jeg taknemlig for sender jer de bedste tanker til dig og din familie

  • Svar
    Kate
    8. juni 2018 den 10:50

    Åhh stakkels lille mand ❤️
    Er Raunsborg Handlotion prøvet mod eksem? Den bringer mirakler med sig! Ellers lov mig at prøve denneher salve til hans eksem https://www.hempcare.dk/webshop/cbd-savle/
    Den er intet mindre end fantastisk ❤️

    Jeg har også kendskab til at allergier kan afhjælpes (eller endda fjernes) ved brug af cannabis olie, og ja det kan man også give børn, det skal bare kun være med CBD og ikke THC. Jeg har intet med det firma at gøre, men har bare selv stor glæde af flere produkter derfra 💚

    Alt det bedste til Liam og jer 🙏🏻🙏🏻🙏🏻🙏🏻

  • Svar
    Pernille
    8. juni 2018 den 11:07

    Øv hvor synd for ham! Jeg håber, han vokser fra det. Jeg har selv døjet med allergier (dog ikke over for mad) som barn, som gik over med alderen kombineret med at lære at undgå at få dem til at bryde ud.

  • Svar
    Katrine
    8. juni 2018 den 11:08

    Jeg er selv allergiker, 37 år og har haft allergi hele mit liv. Jeg er reagerer på birk, græs, bynke, alt der krydsreagerer, hund, kat, hest, støv. Jeg skal passe på med mælke produkter, ris og majs.
    Det kan føles umuligt, men er det ikke.
    Jeg spiser sjældent frugt. Når det er i sæson krydser det ofte med den pollen der er i luften, hvorfor jeg reagerer. Jeg skræller aldrig kartofler da der sidder et dyrelig indenunder der får mine hænder til at klø og jeg er ikke vokset op med at spise jordbær, men istedet hindbær, da jeg derved undgår de små hvide nødder der er på jordbærret.
    Tjek astma-allergi forbundet – de har lister over krydsreaktioner. Lav al mad fra bunden og hold din søns mad til at være hel ren. Jeg bruger en creme fra Faaborg Pharma, archiv creme. Den er god, fed og uden allergener. God vind med din søn – og husk at hvis der er noget han ikke ser ud som om er rart i munden er det som regel fordi man ikke kan tåle det. De bedste hilsner

  • Svar
    Bente
    8. juni 2018 den 11:43

    Årh Dog lille mand 💙 Min søster fik også konstateret Asma som barn, min mor gik til zoneterapi med hende i mange år!! Det er i dag væk!! Bare en ide… Derudover så vil jeg prøve alt alternativ behandlinger… jeg ved godt at det måske er lidt hokuspokus, men når det er så slemt, vil jeg give det et skud i bøssen… (zoneterapi, healing osv)
    jeg berundre dig for at dele det her med os følger 💛 Du er da fantastisk, at du har tid og overskud til at blogge, lave madplaner studere og arbejde med et barn der syg og en familie der også skal have opmærksomhed 🌸 Jeg håber i finder en løsning til jeres dreng 💙 De største kram fra Nibe

  • Svar
    Helle Brochmann Pedersen
    8. juni 2018 den 11:52

    Sikken en trist historie, jeg håber det bedste for ham.
    Jeg vil gerne anbefale en fantastisk creme
    Marselisborg creme.
    Den fåes på apoteket, eller ved egen læge.
    Prøv den.
    Rigtig god bedring til ham
    De bedste hilsener
    Helle

  • Svar
    Louise R
    8. juni 2018 den 12:25

    Lille mand <3
    Jeg vil anbefale Kreas babybad til hans hud. Det er simpelthen fantastisk.

  • Svar
    Marie Louise
    8. juni 2018 den 12:34

    Puha, det lyder godt nok hårdt! Har selv et par drenge som har kæmpet med forskellige ting deres første år og det suger bare livet ud af én….
    har ingen gode råd. Men kan fortælle at jeg selv har været multiallergiker med astma som barn og været ind og ud og hospitalet. Jeg kan heldigvis ikke huske ret meget af det og er vokset fra det meste inden jeg blev 6 år. Så jeg håber virkelig at jeres lille søn også kan vokse fra det meste. Masser af sympati og varme tanker til jer 😊❤️

  • Svar
    Pernille
    8. juni 2018 den 13:20

    Jeg har hørt SÅ meget godt om produkterne fra Kraes..
    https://babykraes.dk/
    kan virkelig godt forstå, st det må være frustrerende!! God bedring med ham🙌🏻

  • Svar
    Sheila
    8. juni 2018 den 14:11

    Respekt for din ærlighed og åbenhed og din historie bevidner jo bare hende der super moderen der er eminent til planlægning overblik og lysten til at gøre det nemmere
    For os alle også bare er et menneske men de udfordringer der bydes
    Pøj pøj til jer alle.

  • Svar
    Jette østergaarf
    8. juni 2018 den 14:26

    Hejsa
    Nu skrev du hit me (synes nu ellers det lyder til at du har fået rigeligt med hits af den triste med alle de prøvelser) men her kommer mit råd som hjælper mig. Jeg lider selv af allergier som gir udslet på huden, jeg får altid soleksem næsten bare i skyggen og myggestik bliver til elefantstik. Og altid smøre jeg med aloe vera gele 99% tror jeg procenten er. Den helbreder ikke men den tager kløen og den formindsker også mine udslet pga allergien. Og den kølner huden ved solskoldning. Så det er min go to altid. Kh Jette

  • Svar
    Tascha
    8. juni 2018 den 14:34

    Kære Dig og kære jer.
    Det lyder super hårdt og jeg kan desværre genkende lidt af problematikken herhjemme fra. Begge mine børn har fx haft børneeksem fra fødslen. Den store har også fået pollenallergi. De er begge udfordret i forhold til en masse fødevare. Og så er der mange andre ting…. Sygehuset er vi i hvert fald meget bekendt med.

    Når alt det er sagt, så vil jeg anbefale dig at tjekke Rose Maimonide ud. Hun har et netværk “grøn stue”. Her igennem, har jeg konstateret at der er andre måder at hjælpe sine børn på, end fx hormon cremer osv osv osv. Mht kosten anbefales der “GAPS” kost. Prøv at søg på GAPS. Det er ret omfattende. Men lad dig ikke skræmme og tag det i bidder. Herhjemme har fond, virkelig hjulpet os meget og min ældste dreng.

    De bedste ønsker for fremtiden til jer. ❤️

  • Svar
    Freddy Rathcke
    8. juni 2018 den 15:12

    Rema er fint for mig, tror ikke jeg gider køre en længer rute for at handle😁

  • Svar
    Leni
    8. juni 2018 den 16:39

    Puha, det gav helt ondt i maven at læse. Sikke en power woman du er! At dine dejlige børn formår at forblive glade og positive gennem så mange problemer er uden tvivl et bevis på at de har en fantastisk familie, og mor, ved sig!
    Har desværre ingen gode råd, ville bare give et virtuelt kram og sige super flot klaret! Også selv om nogle dage er overvældende!
    Min sød blev født 8 uger for tidligt og med et hul i hjertet, så kender alt for godt de mange hospitals besøg og den evige frygt i baghovedet. Sender masser af positive tanker til dig og din familie!

    Tusind tak for en skøn blog!!

  • Svar
    Sidse Østrup
    8. juni 2018 den 16:58

    Alle trænger til at ventilere ind imellem, så jeg tænker dit indlæg er meget langt fra brok. Tilgengæld giver det indblik i at alle kæmper med div i hverdagen og din kamp har så blandt andet givet, os læsere, en fed madplan og bolg.
    De bedste tanker herfra 😊

  • Svar
    Maria
    8. juni 2018 den 19:41

    Stakkels ham. Har du prøvet alternativ behandling? Har selv god erfaring med kinesiologi og shiatsu massage. Det kan nok ikke få det helt væk, men kan hjælpe på symptomerne, hvis du finder en dygtig behandler. Det er da et forsøg værd😀

  • Svar
    Trine
    8. juni 2018 den 21:11

    Har I prøvet højdosis mælkesyrebakterier for hans eksem? Vi har givet min datter med slem børneeksem Dicoflor dråber fra apoteket i mange måneder nu og hendes eksem er fuldstændig forsvundet. Tror der gik omkring 2 måneder før jeg tænkte over at hun havde meget færre udbrud så måske det har virket hurtigere end det. Mælkesyrebakterierne er opløst i majsolie, kan han tåle det? Ellers fåes det også som kapsler man kan åbne og bare lige drysse på maden.
    Den bakteriestamme som er i dråberne er en meget gennemtestet og meget forsket i bakterie.

  • Svar
    Pia
    9. juni 2018 den 0:05

    Hej jeg ville prøve en inder det hedder Huang han kan fikse det meste af disse ting han er akupunktør – virkelig virkelig dygtig – skriv til ham og han vender tilbage på SMS – jeg er sikker på han kan give dig svar … masser af knus herfra Pia

  • Svar
    Britt
    10. juni 2018 den 10:44

    Kontakt Anette Straadt. http://Www.aebleboern.dk
    Hun har hjulpet mig med alt omkring mine børn inklusiv børneeksem!

  • Svar
    Line
    11. juni 2018 den 22:27

    Øv hvor lyder det hårdt, med sådan en lille mand. Og hvor er han sej, at han alligevel finder overskud til, at holde humøret oppe. I forhold til råd, så har jeg kun råd til eksemen – jeg har døjet med eksem på mine hænder altid og det er også altid værst, når der er pludselige temperatur forandringer – jeg har prøvet alt mulig receptpligtig creme fra lægen, jeg har været ved hudspecialist og ingenting har virket – FØR jeg begyndte at bruge Propolis creme fra Forever Living – og jeg er altså ikke forhandler eller noget, jeg siger det udelukkende, fordi det var det eneste der kunne tage min eksem. Er det helt slemt, sådan større-åbne-sår-agtigt, så har jeg sommetider blandet det med deres Gelly og så smertestiller det også og det heler op. Det er da et forsøg værd 🙏🏻 God bedring med lillefyr ❤️

Skriv kommentar