Brød Opskrifter Snacks

Luftige hveder uden æg

Traditionen tro er det i aften, at vi får varme hveder, da det er aftenen før Store bededag. Oprindeligt hed det sig at bagerne i gamle dage bagte hvederne dagen før Store Bededag da de havde lukket på dagen. På denne måde kunne alle nå at få deres brød, den ene dag bagerne havde lukket, og traditionen følger stadig den dag i dag, dog lidt anderledes. Hvederne bliver spist dagen før, da vi ikke kunne holde os fra de søde gode sager.

Og jeg har jo som altid  været i køkkenet, da vi siden hen jo har fundet ud af, at Liam ikke kan tåle æg – så sidste års opskrift duer pludselig ikke længere. 🙂 Hveder spises bedst ristede, varme og skåret midt over med smør i midten. De er lidt længe om at hæve, men det er hele hævetiden værd, da de simpelthen bare er lækre. Det minder ret meget om en blanding mellem kage og boller – ganske skønt hvis I spørger familien herhjemme.

Opskriften giver ca. 23 store boller, og er lavet på baggrund af min bolledej med gulerødder, men selvfølgelig med kardemommesmag, som giver det sidste touch på bollerne. Husk at tjekke mit basislager, disse varer nævner jeg nemlig ikke pris på. Velbekomme! ?

 

Luftige hveder uden æg (23 stk.)


Ingredienser

  • 1100 g. mel
  • 100 g. olie
  • 100 g. sukker
  • 5 dl. vand
  • 50 g. gær
  • 0,5 tsk. salt
  • 3 tsk. kardemomme
  • Kold kaffe til pensling

Opskrift 

  1. Find en skål og smuldr gæren med sukker – rør rundt indtil gæren er opløst, den opløses efter lidt tid. Ca 2 min.
  2. Lunken vand, kardemomme, salt og olie hældes i skålen – rør igen rundt
  3. Tilsæt mel lidt af gangen indtil dejen kan æltes, rør undervejs.
  4. Mel kommes ud på bordet og dejen æltes meget grundigt
  5. Dejen skal hæve i skålen med viskestykke over, gerne et lunt sted i 1 time
  6. Dejen æltes let endnu en gang.
  7. Bollerne rulles derefter til en lang pølse og skæres ud i ca. 23 lige store stykker
  8. Bollerne skal efterhæve i 1 time med viskestykke over
  9. Pensl med kold kaffe eller mælk hvis du ikke har kaffe hjemme.
  10. Bollerne bages ved 200 g. alm. ovn i ca. 12-15 min. (eller indtil de er gyldne)

 

TIP: Bollerne kan sagtens fryses & er også rigtig gode dagen efter. I frossen tilstand kan de med fordel pakkes ind i køkkenrulle og puttes i microovnen til de er lune, de skal selvfølgelig være under opsyn, så der ikke går ild i køkkenrullen! Ca. 1-1,5 min.

 

Indkøbsseddel fra Rema 1000:

Kølevarer:

  • Gær = 0,95 kr.

Kolonial:

  • 2 kg. mel = 6,95 kr.

Basislager opskift

  • Sukker
  • Olie
  • Salt
  • Kaffe 
  • Kardemomme
  • Vand 

 

Samlet for ingredienserne er 7,90 kr., og så har man også lidt mel tilbage. Jeg har valgt at sætte mel på indkøbslisten, da det er store mængder man skal bruge, og ikke sikkert basislageret er fyldt op til dette. Det kan ofte være lidt dyrere at bage selv når man køber ingredienser hjem, men mange af tingene har man meget tilbage af – så det er helt klart billigere i længden!

 

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, hvor alle de nyeste indlæg bliver udgivet.

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Skriv kommentar