Mad uden æg Oksekød Opskrifter

Børnevenlig spaghetti & kødsauce

Herhjemme er vi altså ikke særlig kræsne! Det gør det også enormt nemt at lave aftensmad, trods en hulans masse allergier. Liam kan nemlig ikke tåle tomat, så når dette kommer på bordet tager jeg noget fra, inden jeg tilsætter hakkede tomater, men det bliver retten nu absolut ikke værre af. Opskriften er jo fantastisk nem og kan tilpasses lige efter, hvad man har i køleskabet. Nu havde vi lige en gul peber, så den kom i, men ellers plejer vi egentlig at bruge rød. Men det blev så godt, at jeg tænkte, at jeg ville smide opskriften på bloggen.

Hvis nogen vil have at jeres børn.. eller mænd  spiser flere grøntsager, så er det her altså bare retten! Blend det hele eller snit kålet ganske fint, det er nemlig så smart, for det er gennemsigtig når det koges. Min mand opdagede ikke at der var kål i, før jeg sagde det efter maden. Man kan godt smage, at det er anderledes end normalt, men det er så lækkert. Try it!

Opskriften nedenfor er til 2 voksne og 2 børn. Der vil vises opskrift, ingredienser og til slut en indkøbsseddel. Husk at tjekke mit basislager, disse varer nævner jeg nemlig ikke pris på, dog nævner jeg hvad der skal bruges fra basislageret. Velbekomme! ?

 

Spaghetti med kødsauce (4 pers.)


Ingredienser 

  • 500 g. oksekød
  • 1 løg
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 1 gul peberfrugt
  • ½ spidskål
  • 500 g. spaghetti
  • Frisk mozzarella
  • 3 dl. grøntsagsbouillon (1 terning + 3 dl. vand)
  • Meljævning
  • Salt + peber
  • 1,5 spsk. tørret basilikum
  • Fedtstof

 

Opskrift 

  1. Løg pilles og snittes fint
  2. Spidskålet skylles og halvdelen snittes fint (resten kan evt. snittes og fryses ned.
  3. Peberfrugten skylles og hakkes i små stykker
  4. En gryde fyldes med vand og spaghettien koges i letsaltet vand efter anvisning på emballagen
  5. Kødet brunes i en gryde med fedtstof i
  6. Løg, spidskål, peberfrugt, hakkede tomater, krydderier og grøntsagsbouillon tilsættes – lad det simre 5 minutter
  7. Er saucen for tynd tilsættes meljævning
  8. Smag til med salt og peber.
  9. Til sidst rives frisk mozzrella ned i en skål og serveres til retten ved bordet.

 

Indkøbseddel fra Rema 1000

Frugt & grønt 

  • 1 gul peberfrugt = 7 kr.
  • ½ spidskål = 12 kr.

Kølevarer + frost

  • 500 g. hk. oksekød = 25 kr.
  • Frisk mozzarella = 5,95 kr.

Kolonial: 

  • Spaghetti, 500 g. = 7,50 kr.
  • 1 ds. hakkede tomater = 3,95 kr.

Fra basislager:

  • Løg 
  • Fedtstof 
  • Salt + peber 
  • Mel + vand 
  • Grøntsagsbouillon
  • Tørret basilikum

 

I alt for denne lækre simple ret fra Rema 1000 bliver det 61,40 kr. for 4 personer. Velbekomme! 🙂 

 


Husk at du kan følge bloggen på Facebook Instagram

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Skriv kommentar