Print

Hvor billigt kan det gøres? #7

19238622_436562976720296_1057081041_o

Som lovet får I denne dejlige madplan! Den er som altid lavet på et meget lavt budget, hvilket er det primære fokus. Jeg synes det er fantastisk at se, hvor billigt det egentlig kan gøres – og ikke mindst at gøre noget stort ud af noget småt! Og jeg synes det er vigtigt at vide, at det sagtens kan lade sig gøre, for det kan det. Også uden at man lever af brød, grød og vand. 🙂

Denne gang, aftensmad til 2 voksne og 2 små børn til én uge, 266,25 kr.. Mine madplaner vil altid indeholde én rugbrødsdag og én restedag simpelthen for at gøre det billigt, varierende og reducere madspild! Husk at denne slags madplan ikke lægger primært vægt på hverken at skulle være sundt, voldsomt varierende eller tag selv bord, som sagt er det REN overlevelse for en familie med 2 voksne og 2 små børn.

Der vil vises opskrifter, ingredienser og til slut en indkøbsseddel. Husk at tjekke mit basislagerdisse varer nævner jeg nemlig ikke pris på. Jeg håber I kan bruge madplanen, og ellers er I altid velkomne til at komme med input, idéer mm. Ikke hold jer tilbage 🙂

Du som altid kan følge bloggen på Facebook & Instagram.

 

Madplan – hvor billigt kan det gøres? #7

Mandag – Grøntsagsfarsbrød med kartofler & sovs 

Ingredienser

  • 500 g. hk. svinekød
  • 1 pk. bacon i skiver
  • 1 løg
  • 1 dl. vand
  • 2 fede hvidløg
  • 200 g. ærter & gulerødder fra frost
  • 1 kg. kartofler
  • Fedtstof
  • Mel + vand
  • Kulør
  • Salt + peber

Opskrift

  1. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn
  2. Løg & hvidløg pilles
  3. Løget skæres fint
  4. Fars, optøede ærter & gulerødder, peber, salt, løg og vand blandes sammen
  5. Hvidløg presses ned i farsen og røres endnu engang rundt
  6. Et ildfast fad smørres med fedtstof
  7. Farsen formes til et brød i det ildfaste fad.
  8. Put bacon ovenpå farsbrøddet
  9. Farsbrødet bages i ovnen i 30 min. på 200 grader alm. ovn
  10. Kartoflerne skrælles og koges
  11. Fedtstof kommes i en gryde, mel tilsættes til en smørbolle. Hæld kartoffelvand i og smag til med salt + peber + kulør.
  12. Server!

 

Tirsdag – broccolisuppe m. baconknas & brød

Ingredienser

  • 1 broccolihoved
  •  1 løg
  • 2 terninger hønsebouillon
  • 8 dl. vand
  • 1 spsk. olie
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dl. fløde
  • 1 pk. bacon i tern
  • 1 pk. baguettes (2 stk. i)
  • Salt + peber

Opskrift

  1. Put bouillonterningerne i vandet og lad det opløse
  2. Skær løg og hvidløg
  3. Hæld olie i en gryde og svits løget og hvidløget
  4. Skær broccolien i mindre stykker (knæk blomsterne), og tilsæt dem til løget
  5. Hæld bouillonvandet og lad det koge i 5-6 minutter
  6. Hæld grydens indhold i en blender og blend det hele fint (stavblender kan også bruges)
  7. Hæld indholdet tilbage i gryden og tilsæt fløden
  8. Steg baconen på en pande til det har den ønskede sprødhed
  9. Smag suppen til med salt og peber
  10. Brød varmes i ovnen efter anvisning på pakken og server!

 

Onsdag – Hakkebøffer med rodfrugtfritter & bearnaisesauce 

Ingredienser

  • 500 g. hk. oksekød
  • 2 pk. rodfrugtfritter fra frost
  • 2 breve bearnaisesauce
  • 5 dl. mælk

Opskrift

  1. Farsen formes til 4 store bøffer og krydres med salt og peber
  2. Bøfferne steges på panden indtil de er gennemstegte
  3. Bag rodfrugtfritterne i ovnen efter anvisning på pakken.
  4. Bearnaisesaucen laves ved at hælde 4-5 dl. mælk i en gryde og lad det varme godt op
  5. Tilsæt derefter 2 breve bearnaisesauce og lad det koge godt op.
  6. Server!

TIP: Jeg bruger ofte min actifry til fritterne, det er simpelthen en helt fantastisk ven i køkkenet. Nogle er helt overbeviste om at der skal margarine/smør i bearnaisesaucen og dette er slet ikke nødvendigt. Det er bare spild af fedtstof og giver (for mig) ingen mening at tilsætte. Saucen bliver ganske fin med smag og konsistens uden.

 

Torsdag – Rugbrødsdag

Ingredienser

  • 2 pk. fuldkornsrugbrød
  • Leverpostej
  • Smør / tusindfryd
  • Hamburgerrug
  • Salami i skiver

TIP: For at gøre rugbrøddet ekstra lækkert kan der tilføjes æg, tomat, agurk, løg, mayonnaise, remolade mm.

 

Fredag – Spaghetti med kødsovs (dobbelt portion)

Ingredienser

  • 3 løg
  • 4 gulerødder
  • 1 pk. skinke i tern
  • 500 gram hakket oksekød
  • 3 fede hvidløg
  • 3 ds. hakkede tomater m. krydderi
  • 4 tsk. oregano (tørret)
  • 400 g. spaghetti
  • Salt + peber
  • Mælk
  • Fedtstof

Opskrift

  1. Hak løg og gulerødder i små tern
  2. Brun kødet i en gryde med fedtstof
  3. Tilsæt løg og oregano når kødet næsten er brunet færdigt
  4. Pres de fede hvidløg i gryden og dernæst put de hakkede tomater og skinken i.
  5. Tilsæt mælk, salt og peber efter konsistens og smag
  6. Lad det simre til grøntsagerne er møre – jo længere tid jo bedre.
  7. Er det ikke tykt nok, lav her en jævning og jævn sovsen.

Husk at gemme resterne af kødsovsen til lørdag! 

 

Lørdag – Pirogger med frisk salat 

Ingredienser

Dejen

  • 175 gram fuldkornsmel
  • 300 gram hvedemel
  • 2,5 dl. mælk
  • 35 gram gær
  • 1,5 tsk. sukker
  • 1,5 tsk. salt
  • 1 spsk. olie

Fyld

  • Rester af kødsovs fra fredag

Salat

  • 1 iceberg
  • 1 agurk
  • 3 gulerødder
  • 1 ds. majs

Opskrift

  1. Lun mælken og opløs gæren deri
  2. Tilsæt resten af ingredienser og lad det hæve lunt i 1 time
  3. Del den hævede dej i 14-15 lige store stykker, form dem som boller og rul dem flade med en kagerulle. Læg cirklerne på en bageplade.
  4. Put kød på dejen (gerne lidt længere ude i den ene side), og luk dem med en gaffel hele vejen rundt ved at trykke vejen fladt sammen.
  5. Pensl piroggerne med sammenpisket æg, og giv dem ca. 13-16 minutter i ovnen på 200 grader (over/under).
  6. Imens de bages i ovnen skæres salat som ønsket.

 

Søndag – klassisk restedag!

Her spises alt godt fra ugens løb. Retter først på ugen kan med fordel fryses ned, så de kan tages op til søndag. Er der ikke nok rester tages en rugbrød, eller mixes resterne til en ny ret! 🙂

 

Indkøbsliste fra Rema 1000

Husk at tjekke basisbageret inden du handler ind.

  • 2 pk. fuldkornsrugbrød = 11 kr.
  • 1 Broccolihoved = 12 kr.
  • 1 Dansk agurk = 6 kr.
  • 1 kg. gulerødder = 6 kr.
  • 1 iceberg = 10 kr.
  • 1 kg. øko nye kartofler = 9 kr.
  • 500 g. hk. svinekød = 20,95 kr.
  • 1000 g. hk. oksekød = 45,90 kr.
  • 1 pk. bacon i tern = 10,95 kr.
  • 1 pk. bacon i skiver = 8,95 kr.
  • 1 hamburgerryg = 9,95 kr.
  • 1 leverpostej = 7,50 kr.
  • 1 salami i skiver = 8,95 kr.
  • 1 skinke i tern = 7,95 kr.
  • 2 pk. rodfrugtfritter = 29,90 kr.
  • 1 pk. gær = 0,95 kr.
  • 250 ml. madlavningsfløde = 8,95 kr.
  • 1 liter minimælk = 6,50 kr.
  • Tusindfryd = 10,50 kr.
  • 1 bearnaise sauce = 9,85 kr.
  • 3 ds. hk. tomater = 11,85 kr.
  • Majs = 4,75 kr.
  • Spaghetti = 7,90 kr.

Basislager fra denne uge:

  • Løg
  • Vand
  • Mel
  • Fedtstof
  • Oregano
  • Salt + peber
  • Hvidløg
  • Kulør
  • Hønsebouillon
  • Olie
  • Sukker

Alt i alt for denne uge er 266,25 kr. Velbekomme! 🙂 

 


Mangler du mere inspiration til billige madplaner: 

//Hvor billigt kan det gøres? #1

//Hvor billigt kan det gøres? #2

//Hvor billigt kan det gøres? #3

//Hvor billigt kan det gøres? #4

//Hvor billigt kan det gøres? #5 

//Hvor billigt kan det gøres? #6

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Skriv kommentar