I år ønsker jeg mig... (rigtig meget endda)

oenskeliste Som nævnt i indlægget med næste uges madplan, så er jeg helt og aldeles fuldstændig tosset med julen! Jeg ser frem til december måned hele året, og ærgrer mig helt vildt når det nye kalender år starter, og vi skal sige på gensyn til julen. Den er simpelthen altså bare for kort - det er jo glædens tid, i hvert fald for os herhjemme. Jeg starter gerne i november måned med at skrue helt op for julemusikken og glæder mig over, at det snart er 1. december. Og nu er vi her. Og selvom julen er en glædestid, så er det også en dyr tid, men ikke en tid, vi går på kompromis med - og jeg sparer gerne op hele året til denne måned. Før i tiden havde vi kun det normale at spare op til - altså juleaften, nytår og gaver, men nu er der kommet til lille bøf til i familien - nærmere sagt blev vores søn født 9. december sidste år, hvilket jo betyder, at vi har endnu en glædelse i denne måned. Nemlig hans første fødselsdag - og for filan det bliver altså bare godt. 😊 Men det med gaver, det er altså bare favoritten. Før i tiden var det at jeg FIK gaver, nu glæder jeg mig mere over at GIVE gaver. Det med at se julelysene i øjnene på de mennesker jeg elsker, når de åbner gaverne. Og apropos gaver, så er det da også på plads, at I får et lille indblik i min ønskeliste til jul. Jovist har jeg også andre end disse, men køkkensagerne tænker jeg, at I er lidt mere interesserede I (hvis I overhovedet er, haha!). Men jeg vil dele dem - om ikke andet så for muligvis at skabe lidt inspiration hos jer, der måske ikke lige ved, hvad I skal ønske jer. Og ser I noget af det på tilbud nogle steder eller tilsvarende (billiger), så må I endelig sige til. Det er jo ikke sikkert, at jeg får nogle af gaverne, og så må man gerne forkæle sig selv i ny og næ, så det skal lige i huskeren. Som skrevet er øverst i indlægget er dette indlæg med affiliatelinks (reklamelinks), men ikke noget, som jeg er blevet betalt for at skrive, men udelukkende for at inspirere og fortælle jer om mine ønsker. 😊  

I år ønsker jeg mig...


1. Fine serveringsbræt. Der skal altså ske noget nyt indimellem, og nogle gange bliver det for kedeligt at se på tallerkener, så der må nye alternativer til. Udover at servere på, så kan de også bruges til varme gryder, så 2 i 1. Det gør prisen lidt mere attraktiv. De koster nemlig kun 150 kr for 4 stk. 😊 2. En Flutesform er egentlig nok mere en luksusgave, for jeg har aldrig prøvet at bage dem før - men jeg ville utrolig gerne prøve det, og så skal udstyret jo også være i orden. Hjemmesiden lover sprød skorpe, og det er for mig alfa omega når vi snakker baguettes/flutes. Og manden ville nok også være begejstret for hjemmelavede flutes til hans sandwich. 3. Jeg er lidt af en chokoladegris, og det er virkelig en stor svaghed for mig. Jeg kan næsten spise chokolade i alle afstøbninger og det bedste er altså virkelig at overtrække alt med chokolade - især frugter og bær.. muuums. Derfor er Chokolade-fontænen altså på ønskelisten. Der går altså lidt barn over mig somme tider. :-P 4. Den fine Pif Paf Puf ophæng markeret som ønske nr. 4, er egentlig det dyreste på min ønskeliste, og jeg forventer på ingen måde at nogen overhovedet giver mig det, men den skal på, for den er altså bare fin! Jeg er meget fleksibel på dette punkt, for denne må nemlig gerne købes som noget der ”ligner” og ikke det bestemte mærke, jeg er nemlig blot vild med opbevaringssystemet og de 3 skåle i forskellige størrelser. 5. Saucevarmeren er et af de bedre ønsker! Er der en ting, jeg virkelig ikke bryder mig om, så er det kold sauce. Og småbørnsmødrene kan virkelig sætte sig ind i denne, for oftest når jeg aldrig at spise min mad varm, fordi jeg konstant er på 1000 andre steder, end min egen tallerken. Og så er saucen kold - og nu er der fundet løsninger. Luksusproblem ja, men sauce skal bare ikke være lunken! Og så gør det altså ingenting at den er vild på tilbud lige nu til kun 349 kr. i stedet for 699 kr! :-) 6. Der er egentlig ikke så meget at sige til denne, udover at jeg er helt vild med designet på Brunch Fadet, og at tingene kan være delt op uden at det hele lander ovenpå hinanden og bliver smattet, når man en søndag morgen nyder en omgang brunch. 7. Jeg er vild med at lave desserter og glæder mig allerede til nytår, hvor jeg dette år står for desserten. Jeg faldt for nylig over et Vaffelskål-jern, virkelig smart! De havde solgt sig selv ved, at der kunne komme is ned i. Men sørme da ikke også, om der kan komme æg og bacon i skålen - det er kreativt og lyder i øvrigt mega lækkert! 8. Jeg har længe manglet et godt stativ til mine kreationer, jeg somme tider begiver mig ud i. Jeg holdte på et tidspunkt en babyshower for en af mine gode veninder, og der var tilfældigvis cupcakes på menuen, og hvor ærgede jeg mig altså over, at det ikke var stillet flot op. 9. I har formegentlig nu allerede opdaget i ønskelisten, at jeg har en svaghed for bagning. Så denne Mini Donut Maskine, er så ønsket! Jeg har godt nok en form til ovnen, men den her er altså smartere og mere overskueligt end at skulle holde øje med tiden i ovnen. Jeg tror ikke, at vi kommer over jul, før min mand har insisteret på, at den kommer hjem i køkkenskuffen. :-P 10. For et halvt års tid siden stod vores ovn af, hvilket resulterede i, at vi måtte have en helt ny inkl. komfur. Hvad vi ikke lige havde regnet med var, at det var med induktion - skide smart, HVIS man havde gryder og pander dertil. Heldigvis bor vi i en boligforening, hvor de gav et lille sæt med, men det indeholder jo absolut ikke det, som jeg plejer at have. Og når man ser sådan et godt tilbud på kvalitetgryder fra Eva Trio, 3 stk. sat ned med 60%, så er det nød til at komme på ønskelisten, trods det er i den dyre ende.    

Det var lidt om mine 10 ønsker! Jeg håber I kunne finde lidt inspiration - måske også et par gode grin undervejs. Og hvis jeg ikke allerede har sagt det, så rigtig glædelig jul. I slipper ikke for mig her i julen, jeg er på min pind, som jeg plejer. :-)