Madplan for uge 46

Stop madspild: Fattigrøvens bedste tips.

Sponsoreret af Københavns Kommune

23224434_495344210842172_363225272_o

Københavns Kommune kører fra oktober måned og året ud en kampagne der hedder “Spis det hele”. En kampagne fattigrøven selvfølgelig vil støtte op omkring! Det der overraskede mig var, at kun 6% af Københavnerne laver madplaner, det bryder madplansbloggeren sig slet ikke om. Det er i hvert fald for mig en altafgørende faktor for at holde styr på, hvor meget der skal spises, hvor meget der skal købes ind mv. Nemlig for ikke at havne i den situation, hvor der bliver smidt mad ud. Mad man har brugt mange penge på at købe – det er lidt sørgeligt at se det ende i skraldespanden pga. uoverskueligt overblik og planlægning.

Så i stedet for at bonge borgerne oveni hovedet endnu engang, så må der hjælpes! Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig lægger mærke til alle reklamerne, annoncerne, plakaterne mv, for de giver bare ikke det sidste til lige at forstå, hvorfor det er så vigtigt at formindske og ikke mindst, hvad vi kan gøre. Så det skal belyses! Som I læste i mit tidligere indlæg omkring madspild, kan man altså spare en hel masse penge, ved faktisk at bruge det man køber – mere enkelt er det altså ikke.

 

4 nye tiltag i hverdagen til at bekæmpe madspild

De 4 nedenstående tiltag, som jeg også skrev om I tidligere indlæg, og ikke vil komme nær meget ind på denne gang, er en rigtig god start til at formindske madspild. Jeg har selv taget dem til mig over tiden, og sidste nye var min “skal spises snart hylde”. Det er simpelthen blevet en kanon succes, og så giver det altså bare et bedre overblik over køleskabets varer. Det har sat mig i en situation, hvor jeg faktisk ikke har smidt noget som helst ud .. længe! Men prøv dem – bare for en overgang, det kan pludselig mærkes, når der sker ændringer.

 

  1.  Lav en ugentlig dag med køleskabs-buffet, hvor I spiser, hvad I har af middagsrester og fødevarer, der snart skal spises
  2.  Lav en ”Skal spises snart” hylde i køleskabet, hvor rester og mad med kort holdbarhed kan opbevares
  3. Lav madplan. 
  4. Brug dine sanser til at vurdere holdbarheden på de madvarer, der er mærket med ’Mindst holdbar til’/ ’Bedst før’. Selvom datoen er overskredet, kan madvaren stadig spises, hvis den lugter og smager fint.

udklip

Ovenstående giver for det første et godt overblik over maden, der bliver brugt til dagligt og holdbarheden. Så det første gode trick er at have styr på holdbarheden.

 

Madplaner er vejen frem

Jovist er det bevist, at man skal spise det man har i køleskabet, når det er ved at gå på dato, ellers ryger det jo blot i skraldespanden. Men hvad med at starte fra starten? Det starter hjemme og slutter i forretningen – og for mange er realiteten at der bliver købt alt for meget hjem kontra, hvad der egentlig bliver brugt. Derfor starter det hele med en madplan. En madplanen og godt forarbejde formindsker risikoen for at smide madvarer ud, da der simpelthen kun bliver købt, hvad der skal bruges. Som madplansblogger kan det godt lyde nemt for mig, at lave en madplan, men det er ikke så svært, og jeg vil rigtig gerne guide jer igennem, hvordan man laver en madplan.

 

Sådan gør du: 

  1. Start med at danne dig et overblik over, hvor meget jeres familie faktisk spiser på en uge. Skriv måske ned, hvor mange kartofler, grøntsager, ris mm. der bliver brugt til hver måltid. På den måde er det også overskueligt at vide, hvor meget der skal købes til ugen efter.
  2. Se efter tilbud for at sammensætte ugens menuer. Følger I mine madplaner kan I også se, at torsdag fx. altid er rugbrødsag og søndag altid er restedag. Madplanen er lavet udelukkende på tilbud, da der er mange penge at spare – og ikke mindst fordi jeg ikke bryder mig om at købe fx kød fuld pris, det er dyrt nok i sig selv.
  3. Lav retter efter hvilke ingredienser der skal bruges. Her menes der, at hvis man køber 1 kg. gulerødder, er det ikke sikkert, at alle bliver brugt den ene dag. Her kan der med fordel laves andre retter på ugen, hvor gulerødder indgår, så man er sikker på, at få dem brugt. I bliver faktisk overrasket over, hvor billigt det kan gøres, når alt bliver brugt.
  4. Lav en restedag og en rugbrødsdag. Det jeg gør, er at jeg altid putter en ret på, som jeg ved giver rester herhjemme. Fx en omgang lasagne, spaghetti m. kødsovs mv. Jeg har fundet ud af, at det er det der fungerer herhjemme, og derved sparer det os en ekstra dag. Og skulle der være grøntsager eller kød der ikke bliver brugt hele ugen, så er det nemt at fryse det ned og tage op til søndag. Søndag er som tidligere sagt, den allerbedste dag. Det giver mulighed for at eksperimentere og slappe af. For det meste er maden lavet på forhånd, men mange gange giver det ny inspiration til lækkert mad!
  5. Når overblikket over ugens menuer er fundet, laves en indkøbsliste. Jeg ved efterhånden hvad tingene koster, da jeg primært kun handler i Rema 1000, og derfor er det også fantastisk at kunne danne sig en pris på indkøbet, inden man når forretningen søndag formiddag. Indkøbslisten sørger selvfølgelig også for at stoppe impulskøb, og derved bruge flere penge, end man egentlig havde regnet med.
  6. Det her er den vigtigste! Når du handler – så køb kun det, der skal bruges til madplanen og handl rigtig gerne på fuld mave, da man oftest kan købe hele forretningen, når sulten sætter over fornuften. Det letter både pengepung og skadespand.

 

Tips og tricks

For at komme madspild til bunds, må der gøres noget. Og nedenfor vil jeg give jer, nogle værktøjer I kan bruge, I jeres hverdag. Gør det til en god huskeregel, så vil I opleve et sundere madbudget og en mindre fyldt skraldespand.

23476492_498151837228076_1330423542_n

  • Køl maden hurtigt ned – i helt lukkede beholdere. Emballage er nærmest altafgørende for, hvordan madens holdbarhed er. Sørg for at have en masse forskellige størrelser, så selv det mindste kan gemmes.

 

  • Madrester må gerne varmes mere end én gang, så længe det er nedkølet hurtigt og opbevaret ved højest 5 grader, samt bliver opvarmet til MINDST 75 grader.

 

  • Brug gennemsigtigt emballage til maden – man glemmer altid man har dem, når det er i farvede bokse.

 

  • De madvarer, der ikke kan være i skuffen, men som skal bruges først, kan du med fordel stille forrest i dit køleskab. Det skaber stort overblik og tager nærmest ingen tid at rokere rundt.

 

  • For at skabe evt. flere rester til restedagen, kan der med fordel tages mad på tallerkenen i køkkenet og lade gryderne stå på komfuret. Det er bevist, at vores underbevisthed med det samme fortæller os, at man ikke behøver tage en ekstra portion mere, og så kan det være træls at skulle rejse sig midt under maden, for at hente mere. Derved er der også ofte en smule rest tilbage af helt naturlig gode grunde.

 

  • Grøntsagsrester, fx når man lige skærer enderne af løget, kan sagtens fryses ned og gemmes og derved laves en lækker fond. Når man koger kylling, så frys vandet ned, så er der hjemmelavet kyllingefond til fx tarteletterne.

 

  • Undgå at købe stort ind – fx 10 bananer, hvis du faktisk kun skulle bruge 3. På den måde, undgår du at smide de sidste 7 ud, selvom det oprindeligt kunne virke som et godt tilbud. Det er ikke en investering for dig, medmindre det er noget, der kan holde sig længe som fx konserves eller kan fryses ned.

 

  • Undgå at der kommer fugt/kondens i plasticposerne i køleskabet, det gør meget skade på grøntsagerne og forringer holdbarheden.

 

  • Brød opbevares tørt og ved stuetemperatur, gerne i en plasticpose med huller i.

 

  • Opbevar æbler og kartofler side om side, det modvirker at kartoflerne spirrer.

 

  • Derimod bør bananer og æbler ikke ligge sammen, da de modnes ekstra hurtigt sammen.

 

  • Bananerne kan med fordel vikles med enderne i plastic. De vil holdes friske længere tid.

 

  • Slatten persille kan med fordel ligges mellem 2 stykker køkkenrulle, gives 1 minut i microen og så er det fint igen.

 

  • Løg og hvidløg kan puttes i en papirspose med huller, for at holde på smagen og friskheden.

 

  • Piskefløde er bedst når det er tæt på udløbsdato, da der nemmere kan dannes den rette konsistens der.

 

Det sidste tip fra mig, er et af de bedste tip herhjemme – ifølge familien. Nemlig kage, eller rettere sagt hjemmelavede romkugler. Det er simpelthen en af vores favoritter, og egentlig mest fordi det er lavet på kagerester, vi har haft frosset ned. Hver gang der er en rest kage tilbage, bliver det samlet og så laver vi i ny og næ sammen nogle lækre romkugler. Billigt, nemt og enkelt.

23476887_498132710563322_1020683542_n-1

15094872_334078166968778_5546988690854305770_n

Dette var alt fra mig lige nu, og I skal være mere end velkomne til at dele alle jeres gode tips og råd til at formindske madspild! 🙂 De vil blive taget rigtig kærligt imod. 

 

Kærligst, Fattigrøven.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madplan for uge 46