VIND JAMIE OLIVER PANDE

SPAR PÅ MADBUDGETTET #2

Beklager min manglende aktivitet! Jeg sidder lige pt. indlagt med min søn på børneafdelingen i Randers, så derfor har jeg været lidt fraværende! Men nu vil jeg lige lave et lille indlæg til jer alligevel, når nu sønnen sover.

Spar på madbudgettet #1 var et hit, og vi fortsætter den gode stil! Nu vil jeg igen komme lidt ind på, hvordan man kan spare på sit madbudget, for det er egentlig ikke det vilde der skal til! Egentlig handler det jo bare om at bruge sin sunde fornuft, men det er virkelig ikke altid så let, som det kan lyde.

 

Se efter datovarer

Denne bruger jeg især rigtig meget selv. Datovarer! Der er faktisk næsten intet bedre. Kød der er sat ned til 5, 10, 15 kr. i stedet for den fulde pris. Blot fordi kødet er ved at løbe på dato, og måske alligevel skulle smides ud når butikken lukkede. Sørme nej! Ned i min kurv og hjem i fryseren. Man sparer SÅ meget, især på kød. Køb gerne en masse hjem, når du finder tilbuddene.

 

TILBUD

Kig i de forskellige tilbudsaviser efter tilbud. Nogle gange gør jeg det, at jeg udelukkende laver en madplan efter hvad fx Rema 1000 har på tilbud i denne uge. Dette vil I også senere kunne komme til at læse om. På den måde får man brugt en masse tilbud, lavet nye retter og sparet en masse penge. Kører man langt efter tilbuddene skal man selvfølgelig overveje om det egentlig er billigere, eller om pengene er brugt på brændstof. Men tilbud, tilbud, tilbud. Der ér penge at spare.

 

Rester

Sørg for at gemme hver en rest der er tilbage af maden du har tilberedt. Vi herhjemme har en fast restedag, torsdag, hvor der bliver serveret en hel buffet af ugens måltider/rester. Mange gange ender jeg med at lave en luksus biksemad, for det er vi nemlig vilde med! Og den skal selvfølgelig indeholde en masse løg og et spejlæg ovenpå.

 

Kødfri-dag!

Ligesom en fast restedag, har vi også en kødfri-dag. Denne dag er en af de billigste, for der skal ikke tilsættes kød. Jeg sidder og tænker over at lave en kategori der hedder kødfri-retter, simpelthen så andre kunne blive inspireret! Det må jeg komme til live. Her kan der med fordel spises en masse æg. Æggekage, æggetærte mmmh..

 

Nå! Nu vil jeg holde, for jeg sidder med mange gode råd endnu, men de må komme i et af de næste indlæg. Hav’ en helt fantastisk onsdag. Her vil jeg spise min livret – gratis mad! At det så er hospitalsmad er en anden sag, men mad er mad, og jeg er ikke kræsen. 🙂

 

God dag!

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VIND JAMIE OLIVER PANDE